At være elev hos os
Her kan du blive klogere på elevuddannelsen i Administrations- og Servicestyrelsen og se mere om, hvad du kan forvente af uddannelsen.
Som elev i Administrations- og Servicestyrelsen bliver du en del af en åben og dynamisk arbejdsplads, hvor faglig og personlig udvikling står højt på agendaen. Hos os får du blandt andet:
- dine egne opgaver, men samtidigt også dygtige og engagerede kolleger, som står klar til at hjælpe dig og sørge for, at du får en grundig introduktion til opgaverne
- indgående kendskab til mange spændende opgaver i Administrations- og Servicestyrelsen
- fleksibilitet i både arbejdsopgaverne og din arbejdsdag
- mulighed for at netværke med over 100 andre elever på tværs af Skatteministeriets styrelser
- en god start på dit arbejdsliv og din karriere
Se mere om Administrations- og Servicestyrelsen
I Administrations- og Servicestyrelsen kan du tage den toårige kontoruddannelse i offentlig administration. Uddannelsen veksler mellem skoleforløb og praktik på arbejdspladsen, hvor du omsætter din teori til praksis.
Vi tilrettelægger din uddannelse, så du kommer i praktik i forskellige kontorer og får en bred uddannelse og kendskab til flere af styrelsens fagområder.
Undervejs får du medbestemmelse over dine opgaver og ansvar for opgaverne sammen med din elevansvarlige. Din arbejdsdag vil ofte bestå af en kombination af nye udfordringer og mere rutineprægede opgaver.
Praktikken i Administrations- og Servicestyrelsen omfatter overordnet:
- administrative opgaver, herunder administration af arbejdstid, sygfravær og lønindberetninger
- kommunikation og korrespondance. Fx telefonsupport til medarbejdere på personaleområdet
- kundekontakt og telefonbetjening, herunder indkaldelse af potentielle, nye medarbejdere til samtale
- sagsbehandling
Uddannelsens teoretiske del omhandler:
- kommunikation
- lovgivning
- organisation og samarbejde
- politik og økonomi
Kontoruddannelsen i Administrations- og Servicestyrelsen består af henholdsvis 15 ugers skoleophold for elever under 25 år og 13 ugers skoleophold for elever over 25 år.
Se mere om kontoruddannelsen på UddannelsesGuiden
Uddannelsen starter som udgangspunkt 1. september hvert år.
Før du begynder som elev, skriver du og vi under på en gensidigt forpligtende uddannelsesaftale.
For at blive elev hos os skal du som minimum bestå eller have bestået:
- en gymnasial uddannelse suppleret med en EUS
- EUX
Herudover forventer vi, at du:
- er nysgerrig og tager ansvar for din egen læring
- kan skabe overblik over egne opgaver
- er en ”holdspiller” og kan lide at samarbejde
- har lyst til at dygtiggøre og udvikle dig
Vi har hovedsæde i Herning og kontorer i Høje-Taastrup og Sakskøbing. Når du bliver ansat, er arbejdsstedet aftalt på forhånd, men du kan komme ud for at skulle gennemføre dele af dit praktikforløb på en af styrelsens andre adresser.
Arbejdstiden er 37 timer ugentligt, og du får løn under uddannelsen.
Vi har flekstid, der har til formål at give medarbejdere mulighed for at tilrettelægge den daglige arbejdstid fleksibelt.
Løn og ansættelsesvilkår reguleres efter Fællesoverenskomsten OAO og organisationsaftalen mellem Finansministeriet og HK/STAT.
Du vil blive omfattet af den pensionsordning, som er aftalt i den gældende overenskomst.
Du er omfattet af ferielovens regler og aftalen om ferie indgået mellem Finansministeriet og centralorganisationerne.
Du kan ikke afvikle ferie under skoleophold.
Som kontorelev i Administrations- og Servicestyrelsen bliver du uddannet assistent med speciale i offentlig administration.
Kontorelevuddannelsen giver dig blandt andet adgang til:
- gode muligheder for fastansættelse
- den treårige akademiuddannelse i skatter og afgifter
- den fireårige HD-uddannelse