Gå til indhold

”Jeg lærer en masse – det er fedt!”

Anton er uddannet cand.it men lærer nyt hver dag og netværker med kolleger på tværs af en stor organisation.
IT-forretningskonsulenten

Anton Zeuner

Fagområde: økonomi- og personalesystemer 
Uddannelse: cand.it

Da Anton valgte uddannelsesvejen med kommunikation og IT for nogle år siden, var det blandt andet med tanken om at kunne hjælpe med at udvikle brugervenlige systemer i staten, til brug for borgerne.

Brugervenlig effektivitet
Nu arbejder han i stedet med at gøre systemer i Skatte- og Vækstministeriets koncern mere brugervenlige, så ledere og kolleger kan udføre deres arbejde så effektivt som muligt.

 - Jeg hjælper forretningen med at få løst opgaver inden for regnskab og rejseafregning - blandt andet ved at udvikle på systemerne og automatisere regnskabsmæssige processer, så vi får bedre kvalitet i løsningerne. 

Samarbejde om statslige, fælles digitale løsninger
Anton er blevet en del af et stort projekt, der handler om at skifte den centrale ERP-løsning i koncernen ud med statens fælles, digitale løsninger. Her arbejder han sammen med en anden styrelse om blandt andet at kortlægge, hvad der skal til for at få organisationens behov dækket i et standardsystem.

Herudover arbejder Anton med at vedligeholde den del af den nuværende ERP-løsning, som skatteforvaltningen bruger til at registrere og afrapportere, hvad forvaltningen bruger de penge på, som er afsat på finansloven. En proces hvor han er i kontakt med controllere og andre kolleger i ministeriets øvrige styrelser. 

Meningsfuldt at hjælpe hinanden
 - Jeg får indblik i, hvad kollegerne arbejder med og finder ud af, hvordan vi kan hjælpe dem med det. Det er meningsfuldt at se, hvordan andre bruger vores arbejde og, at det giver værdi til organisationen. Samtidigt får jeg et netværk i hele koncernen og taler med folk, jeg ellers ikke ville have mødt. Det kan jeg godt lide.

 - Man får lov at lære en hel masse i mit job. Nogle af mine opgaver ligger uden for det, jeg er uddannet i, men jeg synes det er spændende. Der er sindssygt meget erfaring i organisationen, og vi er gode til at hjælpe hinanden. Det er en kæmpe fordel og ret vildt, for man føler hele tiden, man rykker sig. Det er fedt at komme hjem og have lært noget nyt hver dag.