Gå til indhold

Alle mennesker er betydningsfulde

Som ledelseskonsulent i Administrations- og Servicestyrelsen er Lotte Dietz-Olsen med til at understøtte koncernens ledere ved at rammesætte og facilitere udviklingsforløb og netværk, så lederne får viden og værktøjer til selvrefleksion, personlig udvikling og konflikthåndtering.
Ledelseskonsulenten Lotte

Lotte Dietz-Olsen

Fagområde: Ledelsesudvikling
Uddannelse: Fysioterapeut

Lotte Dietz-Olsen er oprindeligt uddannet fysioterapeut, men har gennem videreuddannelse og erfaring bevæget sig fra at arbejde med det fysiske arbejdsmiljø til at arbejde med psykisk arbejdsmiljø, ledertrivsel og bæredygtighed.  

- Jeg har altid været optaget af at arbejde med mennesker, fordi jeg syntes, at alle mennesker er vigtige og betydningsfulde. Det er så vigtigt, at alle har det godt og kan se, at deres bidrag til opgaveløsningen og fællesskabet har en værdi.

- Som udgangspunkt er jeg overbevist om, at alle mennesker møder hinanden med de bedste intentioner, og at vi gør det så godt vi kan.

Ledelsesudvikling

Lotte arbejder med ledelsesudvikling. Opgaverne spænder fra fastlagte uddannelsesforløb for ledere til opgaver, hvor enkelte kontorer henvender sig for at få rådgivning eller sparring om samarbejdsmæssige og kommunikative vanskeligheder, som lederen kan have brug for hjælp til at tage hånd om på en hensigtsmæssig måde.

- Det er som regel er et meget opmærksomt og nysgerrigt rum jeg bevæger mig ind i, når jeg kommer ud som konsulent, fordi det hyppigt handler om meget nære emner, og ikke bare hvordan vi forstår, og hvordan vi løser vores arbejdsopgaver.

- Som konsulenter er det derfor vores opgave at få skabt et tillidsfuldt rum, hvor man også tør dele tanker og oplevelser, som man ikke tidligere har haft mod til at dele i plenum.

I Lottes kontor arbejder de på tværs af styrelserne i Skatteministeriets koncern og hun og kollegaerne rejser ofte rundt i landet som konsulenter i andre kontorer og enheder.

- I mit kontor er vi rundet af mange forskellige fagligheder og et hav af forskellige erfaringer, som gør at vi er gode sparringspartnere for hinanden. Selvom vi jo ofte arbejder meget selvstændigt, arbejder vi hele tiden på at ’tage vores egen medicin’, når det kommer til at sørge for at have et godt og fagligt sammenhold.

Vejen til jobbet

Det har ikke altid ligget i kortene, at Lotte skulle arbejde med psykologi og personlig udvikling af ledere og dynamikker i teams, men hun har altid arbejdet med at sikre menneskers trivsel og med fokus på at understøtte et godt arbejdsmiljø.

Efter nogle år som fysioterapeut beskæftigede hun sig i flere år med projektudvikling og blev senere arbejdsmiljøkonsulent. Senere blev hun ledelseskonsulent og arbejdede også selv som leder i en årrække. Men da hun på et tidspunkt i sin karriere stod hun ved en skillevej, måtte hun beslutte, om hun skulle gå ledervejen eller vælge opgaven som ledelseskonsulent.

- Da blev jeg klar over, at jeg skulle arbejde med mennesker og udvikling og valgte altså HR-vejen og udvikling af ledere.

- Jeg er optaget af, at vi hele tiden prøver at forstå hinanden i vores professionelle kontekst, som fagprofessionelle og som hele mennesker, og insisterer på at sætte rammer for en respektfuld dialog. I sidste ende skal vores forskelligheder være vores styrke. Og så er humor i øvrigt også et vigtigt krydderi til at tilføre lethed til vores arbejdsliv.